(¯`·. Miraklet skete i Anonyme Alkoholikere .·´¯)
Jeg blev genfødt til et helt nyt liv - et liv i frihed!
Links:
Min vej ud af alkoholismens helvede
Miraklet skete i Anonyme Alkoholikere
Mit personlige forhold til AA's 12 trin
Links til andre hjemmesider for og om alkoholikere
Denne hjemmeside er oprettet på privat initiativ.
Anonyme Alkoholikere kan ikke drages til ansvar for indholdet.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende mig en mail ved at
trykke på ovenstående maillink.
|
|
Jeg hedder Jane og er alkoholiker.
Jeg har siden maj 2007 været medlem i e-mail AA-gruppen dAAint. dAAint har haft en uvurderlig betydning for den genfødsel, jeg synes, jeg er blevet velsignet med takket være AA's kraftfulde åndelige principper og fællesskab af medalkoholiker. I dAAint deler vi skriftlig erfaring om alkoholismen og om hvordan vi hver især og sammen forsøger at holde alkoholismen i ave - 1 dag af gangen - med AA's åndelige principper som vores fælles livsgrundlag.
I august 2009 var der en medalkoholiker, der indledte ugens møde i dAAint. En ganske udmærket indledning, som jeg følte mig meget åndelig inspireret af - men da jeg nåede til slutsætningen i indledningen, kunne jeg mærke en voldsom modstand mod at tage denne slutsætning til mig og gøre den til min livsholdning også.
De næste 4 dage mediterede jeg på skrift meget over denne slutsætning, og efter 4 dage sendte jeg resultatet af min skriftlige meditation og delte den med resten af dAAint-gruppen. Jeg fik efterfølgende meget positiv respons på mit indlæg, og derfor har jeg valgt at dele det, jeg skrev, med dig, der lige nu sidder og læser denne side.
"Tak for indledningen til denne uges emne om din mening om Store Bogs formål og opbygning Claus og tak for den mening om ugens emne, I andre har delt.
Jeg er i den sjældne situation, at jeg ikke aner mine levende råd om, hvad jeg bør/tør dele om ugens emne, fordi jeg i den inderste kerne af min væren, slet ikke kan forstå formålet og meningen med ugens emne. Især slutsætningen: "I mig selv er jeg intet, men med Gud er jeg alt" kan jeg slet, slet ikke forstå, fordi min erfaring er absolut det stikmodsatte, og fordi jeg slet, slet ikke kan forstå, hvorfor AA's hovedformål så er: "at forblive ædru og hjælpe andre alkoholikere at opnå ædruelighed".
Hvis Bill W havde været alt med Gud, hvorfor havde han så brug for Dr. Bob for at forblive ædru? Hvorfor havde de 2 så brug for endnu flere alkoholikere for at kunne forblive ædru? Og hvorfor havde de 100 første ædru alkoholikere så brug for at skrive deres erfaringer med at komme sig af alkoholisme ned i bogen "Anonyme Alkoholikere"? Ja, jeg beklager altså oprigtigt, at jeg bare ikke kan forstå formålet og meningen.
Hvis alle vi efterkommere af de første 100 ædru alkoholikere, når til en inderlig og fuldstændig indiskutabel erkendelse af, at vi intet er i os selv, men med Gud er vi hver især alt, hvad skal vi så med AA som fællesskab? Så kan vi vel alle sammen bare sætte os ned i hver vores hjem med vores Gud og med hver vort eksemplar af bogen "Anonyme Alkoholikere" og læse fra side 1 til side 176, og så bare gøre præcis, som bogen foreskriver - også selvom nogen af os slet, slet ikke kunne forstå betydningen og meningen med, hvad der står i den?
Jeg beklager altså oprigtigt, men jeg kan slet, slet ikke tage denne indstilling til mig og gøre den til min, fordi hvis jeg gør det, så vender jeg bare tilbage, hvor jeg kom fra, inden jeg kom til AA. Der var jeg nemlig fuldstændig overbevidst om, at jeg var og kunne alt med en Gud i mit liv. Og det kom jeg SÅ smerteligt til at erfare var langt, langt fra min sande virkelighed.
Det er ikke Claus' skyld eller for den sags skyld nogen andres skyld, at jeg ikke kan forstå formålet og meningen med denne uges emne. Det er nok snarere det faktum, at jeg har været til konvent i sidste weekend, hvor jeg hørte et helt fantastisk speak, der i den grad åbenbarede nye opdagelser omkring, hvordan det var for mig, hvad der skete mig og hvordan det er nu.
Det er også nok snarere det faktum, at jeg i den inderste kerne af min væren er fuldstændig overbevist om, at jeg virkelig, virkelig har brug for AA-fællesskabets kraftfulde åndelige magt for at forblive ædru.
Den kraftfulde fælles ånd mærker jeg heldigvis, hver gang jeg lytter til eller læser en medalkoholikers personlige erfaringer med AA's åndelige principper, som f.eks. alle de personlige erfaringer I i denne uge har delt om, hvordan I hver især beder, hvor I beder og hvornår I beder jeres Højere Magt om styrke til at klare vanskelige situationer. Så føler jeg mig SÅ åndeligt inspireret, og så kan jeg udvikle mig åndeligt. Alene kan jeg nemlig ikke - hverken med eller uden følelsen af at have kontakt med min kærlige Gud.
Endelig er det nok også det faktum, at jeg aldrig, aldrig nogensinde har opnået vedvarende ædruelighed og en vedvarende følelse af at være glad, lykkelig og fri ved at læse nogle lærebøger fra side 1 til sidste side. Jeg har tænkt, sagt og selv troet på, at jeg opnåede storslåede resultater, men min virkelighed har takket være AA's kraftfulde åndelige fællesskab og principper vist sig at være en hel anden.
Jeg læste nemlig samtlige lærebøger (og det er rigtig mange - fra faglige bøger, psykologiske bøger, pædagogiske bøger, sociologiske bøger, kulturelle bøger, historiske bøger, politiske bøger, selvudviklingsbøger, åndelige bøger m.fl.) med en snigende, overrumplende, magtfuld og de sidste år yderst progressiv alkoholisme, som jeg ikke anede, jeg led af. Dermed læste jeg lærebøgerne med en større og større egoisme og selvoptagethed, som er mit - og i følge bogen "Anonyme Alkoholikere"' - også er andre alkoholikeres allerstørste problem - meget større end problemet med selve alkoholen.
Som årene gik, gjorde jeg mere og mere systematisk mine medmennesker fortræd - især følelsesmæssigt - når jeg ikke kunne klare mig i deres selskab. Så strøg jeg om mig med STORE ord fra alle mine lærebøger og fortalte mine medmennesker, hvordan de burde geberte sig i følge alle disse kloge og STORE ord, jeg syntes, lærebøgerne anviste. Mit allerstørste frygtbaseret egoistiske og selvoptagede problem var, at det, jeg med lærebøgernes STORE ord fortalte mine medmennesker, at de burde gøre - efterlevede jeg ikke selv.
Sandheden om mig er, at jeg brugte lærebøgernes mange kloge og STORE til at gemme mig bag, fordi jeg var hunderæd for, at min ydre verden opdagede, hvor utryg, truet og fremmed, jeg følte mig i forhold til mine medmennesker, til samfundssystemet og til verden i øvrigt.
Alt dette om mig selv anede jeg absolut intet om, da jeg kom til AA og langt ind i min ædruelighed. Men heldigvis har min kærlige Gud afsløret mere og mere for mig ved at bringe mig sammen med AA'ere, som f.eks. den AA'er, der speakede på minikonventet den 8. august 2009 i København.
I kraft af den enorme Gudsstyrke, Gudskærlighed, Gudsomsorg og Gudstolerance alle vi alkoholikere i lokalet kunne mobilisere sammen, fik jeg mod og styrke til at lade denne AA'er åbenbare så meget nyt for mig - om mig, om AA fællesskabet, om bogen "Anonyme Alkoholikere" indhold, om måden at bringe budskabet videre på og om AA's Gudsbegreb. (Gudsbegrebet for mig kan forstås som: Gengive Uden Driftforstyrrelser - Glad Uden Druk - Ganske Udmærket Direktion - Generøs Unik Direktør m.m.)
Lige siden jeg var en lille pige, har jeg utallige gange inderligt bedt Gud om at give mig styrke til at overleve i mit livs ydre omstændigheder. Lige siden jeg var en lille pige, har jeg ofte afskyet den virkelighed, jeg oplevede, afskyet de mennesker, jeg var sammen med og afskyet det samfundssystem, jeg var født ind i. Mine inderlige bønner til min kærlige Gud hjalp mig som barn og teenager med at bevare håbet om en bedre verden og nogle bedre mennesker, når jeg blev voksen.
Da jeg i 1974 som 15 årig drak mig fuld for første gang, fik jeg den helt fantastiske oplevelse, at min rædselsfulde og skræmmende oplevelse af virkeligheden pludselig blev totalt forandret. Pludselig var den virkelighed, jeg oplevede smuk og dejlig, og de mennesker, jeg var sammen med og drak sammen med var pludselig de mest skønne væsner på Guds skønne jord. Sådan virkede alkoholen på mig i mange, mange år og bønnerne til Gud holdt jeg helt op med at praktisere. Jeg have jo ikke brug for Gud i mit liv mere, fordi alkoholen gav mig det, som mine bønner til Gud gav mig tidligere. Faktisk gav alkoholen mig langt mere end mine bønner til Gud kunne give mig. Alkoholen kunne nemlig fuldstændig ændre min virkelighedsopfattelse og få mig til at føle mig glad, lykkelig og fri, hvilket jeg absolut ikke gjorde, når jeg var tørlagt i en periode. Det var i hvert tilfælde det, jeg tænkte, sagde og selv troede på dengang.
Så kom den allerværste konsekvens af mit alkoholforbrug i kraft af min dybt alkoholskadede dreng, som jeg fødte i 1986 som et resultat af et voldsomt alkoholisk forhold med min drengs far igennem ca. 7 måneder. Jeg blev totalt lamslået, dybt ulykkelig og blev ramt af voldsomme skyldfølelser over at have været en del af et alkoholisk forhold, der havde skadet min dreng så voldsomt.
Det eneste, jeg kunne finde ud af at gøre for at overleve dette var at genoptage mine inderlige bønner til Gud om hjælp og om styrke - og dengang om aldrig at drikke alkohol mere.
Det lykkedes mig at lade være med at drikke alkohol i hele 8 år, men de fleste af de 8 år var et levende mareridt, fordi jeg bekæmpede og bekæmpede alkohol og mennesker, der drak alkohol overalt.
Den virkelighed, jeg de fleste af de 8 år oplevede, blev sværere og sværere for mig at holde ud, og der skete det, at jeg i 1994 også var nået dertil, hvor jeg heller ikke mere kunne holde virkeligheden om mig selv ud mere. Jeg havde det forfærdeligt indeni, jeg afskyede mig selv, og jeg afskyede ALT i mine ydre omgivelser - selv mine 2 elskede drenge.
Efter 8 års tørlagthed tabte jeg min indædte kamp mod alkoholen og tog min første druktur i 8 år med et inderligt håb om, at alkoholen igen kunne hjælpe mig med at forandre den grusomme virkelighed, jeg oplevede. Drukturen varede i ca. 4 måneder, og i de 4 måneder bragte jeg så meget skam ind i mit eget liv, mine 2 børns liv, min families liv og mine venners liv, at jeg efter de 4 måneder blev forladt af alle - undtagen af mine 2 børn, som var for små til at kunne forlade mig.
Det var SÅ rædselsfuldt og skræmmende for mig at opleve, at jeg genoptog mine bønner til Gud - mere inderligt end jeg nogensinde før havde praktiseret dem. Ja, jeg bad med al den personlige viljestyrke, jeg overhovedet var i stand til at mobilisere, og det virkede for mig gentagne gange i mange år, fordi i dagene efter mine hjerteskrigende bønner, dukkede der pludseligt nye mennesker op i mit liv, som gerne ville hjælpe mig med at komme mig over mit livs voldsomme og tilbagevendende nederlag og nedbrud.
Fra 1994 til efteråret 2006 ramlede både min indre og min ydre verden mange gange og lige så mange gange har jeg hjerteskærende og inderligt bedt min kærlige Gud om hjælp og styrke - og jeg har fået det, så jeg kunne starte forfra og forsøge at bygge en ny, bedre og mere langtidsholdbar tilværelse op.
Men på intet tidspunkt bad jeg om hjælp til min alkoholisme, ganske enkelt af den simple grund, at jeg ikke anede noget som helst om en lidelse kaldet alkoholisme og ganske enkelt af den simple grund, at jeg ikke anede noget som helst om, at jeg skulle være alkoholiker.
At jeg havde haft et problem med at styre mit alkoholindtag, når jeg først begyndte at drikke, vidste jeg godt. Men jeg anede intet om, at jeg har en kronisk og progressiv lidelse, der aktiverede et ukontrollerbart fysisk krav om mere alkohol, så snart jeg havde indtaget bare en enkelt genstand. Jeg anede heller intet om, at jeg har en kronisk lidelse, der så nådesløst besatte mig mentalt, så uanset hvor hjerteskærende og kraftfuld, jeg bad min kærlige Gud om at hjælpe mig med ikke at drikke mig fuld mere, så var jeg til sidst overhovedet ikke i stand til at stritte imod min alkoholismes nådesløse krav.
Jeg kunne klare at holde mig tørlagt i korte perioder, men jeg var fuldstændig magtesløs overfor at begynde at drikke igen. Det var bestemt ikke det, jeg tænkte, sagde og troede på dengang, men min tid i AA's kraftfulde åndelige fællesskab og mit trinarbejde har lært mig, at det var min sande virkelighed.
De sidste ca. 4 måneder inden jeg kom til AA, var SÅ rædselsfulde at komme igennem. Uanset, hvor meget og hvor højt jeg skreg på hjælp i mine ydre omgivelser til at få løst mit problem med at lade være med at drikke, var der ingen mennesker tilbage i mit liv, der havde lyst til at hjælpe mig. De vendte mig alle ryggen og forsvandt ud af mit liv.
For mig betød det, at jeg dybt ulykkelig, ensom og rædselsslagen måtte se i øjnene, at jeg var fortabt og overladt helt alene med mig selv med en rasende aktiv alkoholisme, der nådesløst tvang mig til at opfylde dens magtfulde fysiske og mentale krav.
Jeg havde på dette tidspunkt via en ædru alkoholiker fået kendskab til både alkoholismen og til AA's løsning. Denne ædru alkoholiker fortalte mig meget om værdien af at have en bevidst kontakt med en højere magt, så jeg bad og bad og bad hjerteskærende Gud om hjælp til at klare den lidelse, jeg pludselig opdagede, jeg havde været så styret af i SÅ mange år uden at vide noget som helst om den.
Men i månederne inden jeg endelig langt om længe fik ringet til AA's vagttelefon og inderligt bad om hjælp, holdt bønnerne til min kærlige Gud også op med at virke for mig.
Jeg ved i dag ikke, hvad der var værst og mest rædselsfuldt for mig, at måtte se i øjnene, at alkoholen ikke havde virket for mig i mange år som jeg ellers tænkte, sagde og troede på, at den gjorde eller om det værste og mest skræmmende og rædselsfulde var, at mine bønner til Gud også var holdt op med at virke.
Men jeg ved, at jeg følte mig SÅ ensom og fortabt, SÅ bange og rædselsslagen, SÅ magtesløs og håbløs, SÅ handlingslammet og udbrændt og SÅ Guds- og Åndsforladt lige inden jeg bad om hjælp i AA.
Heldigvis for mig, nåede min aktive alkoholisme ikke at frarøve mig erindringen om, at jeg i AA kunne få hjælp til at komme mig af alkoholisme, og heldigvis for mig havde jeg stadig en mobiltelefon og evnen til at taste telefonnummeret til AA's vagttelefon. Heldigvis for mig havde jeg mistet enhver kontrol og styring i mit liv, så jeg bare uden omsvøb, uærlighed eller fortielser kunne fortælle AA'erne, der passede vagttelefon, hvor slemt det var fat med mig, så de kunne arbejde på en løsning, der kunne bringe mig til mine første AA møder.
Man kan sige, at jeg fik min aller, allerførste erfaring med, at det er min handling, der kan skabe forvandling – ikke andres handlinger, hvor gode de end måtte være. Da ingen mennesker kom springende mere, når jeg hjerteskærende bad om hjælp, blev jeg nærmest tvunget ud i at måtte gøre noget selv, hvis jeg ønskede at slippe ud af min alkoholisme og dermed blive genfødt til et helt nyt liv fuld af frihed, glæde og lykke 1 dag af gangen. Og min allerførste selvstændige handling nogensinde var, da jeg tastede telefonnummeret til AA’s vagttelefon og bad om hjælp.
I AA har jeg langsomt, men sikkert fået genoprettet min kontakt med min kærlige Gud i et kærligt og åndeligt kraftfuldt fællesskab med alle I medalkoholikere - både på møderne og udenfor.
Alene kunne/kan jeg ikke holde min alkoholisme i ave - heller ikke alene med min kærlige Gud. Men sammen med alle jer medalkoholikere - somme tider en af gangen, somme tider i selskab med mange af jer - kan vi sammen skabe så megen Gudsstyrke, Gudsomsorg, Gudskærlighed og Gudstolerance, at vi sammen kan bortjage ethvert forsøg fra alkoholismen om at generobre magten i mit liv og i jeres liv igen.
Sammen kan vi skabe SÅ megen Gudsstyrke, Gudsomsorg, Gudskærlighed og Gudstolerance i et AA-lokale, at en nykommer - uanset tilstanden - ikke kan undgå at føle sig vaccineret med AA åndelighedens kraftfulde helbredende medicin mod en aktiv og magtfuld alkoholisme. Og har en nykommer et ærligt ønske om at holde op med at drikke, kan vi sammen skabe en Gudskraft så stærk, at en nykommer frivilligt kan få lyst til at komme tilbage for at få mere helbredende åndelige medicin.
Den slags kærlige kraftfulde åndelige medicin, jeg selv modtog SÅ meget af i min spæde AA barndom, og som langsomt - 1 dag af gangen - helbredte først mine fysiske abstinenser og dernæst langsomt - 1 dag af gangen - clearede min mentale tilstand så meget, at jeg blev i stand til at lytte fordomsfrit til mine medalkoholikeres personlige erfaringer, begynde at prøve dem af i mit liv, få genoprettet min kontakt med min kærlige Gud og blive i stand til at arbejde mig igennem de 12 trin med en sponsor.
Jeg vil slutte med at dele en meget kraftfuld åndelig visdom med jer, som jeg godt kendte til, før jeg kom til AA, men som jeg overhovedet ikke forstod den dybere mening med dengang. Det gør jeg i dag - heldigvis - især takket være alle jer medalkoholikere.
Jeg er i dag fuldstændig overbevidst om, at alene er jeg intet andet end en håbløs, ensom, magtesløs og fortabt alkoholiker, der snigende, overrumplende og magtfuldt pludselig kan blive totalt adskilt fra mine medmennesker og min kærlige Gud.
Men pga. alle I AA medsøstre og -brødres altid tilstedeværende villighed til at hjælpe en lidende alkoholiker i nød, blev jeg velsignet med en genfødsel i AA. Sammen blev vi ÉT og sammen kan vi derfor skabe al den Gudskraft, Gudskærlighed, Gudsomsorg og Gudstolerance, som kan sikre mig og jer, at vi kan holde os ædru 1 dag af gangen og føle os frie, lykkelige og glade - 1 dag af gangen.
Når vi er ÉT, kan vi også sammen skabe SÅ megen Gudskraft, Gudskærlighed, Gudsomsorg og Gudstolerance, at det kan blive muligt for endnu en lidende alkoholiker at blive genfødt til et nyt liv i frihed, glæde og lykke. Dette kan ske, når en lidende alkoholiker frivilligt ønsker at tage imod vores hjælp, og når en lidende alkoholiker frivilligt og i sin inderste kerne af sin væren virkelig, virkelig ønsker at blive ÉT med alle os andre alkoholikere - og dermed slippe ud af alkoholismens fysiske og mentale fangenskab.
Og det er da ikke så ringe endda, vel?
Kærligt knuz fra Jane, alkoholiker
Besøgende siden 2. april
2008